Patientskadesag om mellemkommende død

 

Mellemkommende død

Med dommen U.2012.2922H (sagen ført af advokat Karsten Høj) fastslog Højesteret, at der ikke var grundlag for reduktion af erstatning mv. efter en patientskade, selv om skadelidte forventedes at dø inden for 4 år fra skadestidspunktet, men fastslog samtidig:

Det fremgår af forarbejderne til erstatningsansvarsloven, at det som hidtil er overladt til retspraksis, hvordan godtgørelse og erstatning skal beregnes i tilfælde af, at skaden skyldes flere samvirkende skadesårsager, eller at skadelidte afgår ved døden, efter at erstatningskravet er gjort gældende, men inden der er truffet afgørelse om skadelidtes erstatningskrav (”mellemkommende død”).  Det er således i forarbejderne til erstatningsansvarsloven forudsat, at der som i hidtidig retspraksis i visse tilfælde af samvirkende skadesårsager og mellemkommende død kan ske en reduktion af krav på godtgørelse og erstatning.

Mellemkommende død medføre med andre ord reduktion hvis betingelserne herfor er til stede (se nedenfor).

Dagens resultat

Højesteret når frem til, at levetiden med følgerne af en forsinket kræftdiagnose skulle beregnes fra det tidspunkt, hvor A begyndte at opleve gener eller ulemper i sin personlige livsførelse som følge af kræftsygdommen

Sagen og sagens spørgsmål

Spørgsmålet var hvordan méngodtgørelsen skulle fastsættes i en situation, hvor en person (påført en patientskade som følge af en forsinket kræftdiagnose) afgik ved døden, inden ankenævnet havde truffet afgørelse om godtgørelsens størrelse (mellemkommende død). I overensstemmelse med ankenævnets faste praksis var der enighed om at der ikke skulle foretages fradrag for mellemkommende død, såfremt A’s levetid med skaden måtte vurderes at have haft en længde på 3-4 år eller mere. Spørgsmålet var hvorledes levetiden med skaden skulle beregnes.

Parternes synspunkter

Kravstiller anførte, at levetiden med skaden skulle beregnes fra det tidspunkt, hvor afdøde burde være blevet undersøgt nærmere, således at en korrekt diagnose kunne være blevet stillet (altså naturlig den længst mulige periode).

Ankenævnet anførte, at levetiden med skaden skulle beregnes fra det tidspunkt, hvor følger af den forsinkede diagnose i form af gener fra kræftsygdommen viste sig. På det tidspunkt havde det givetvis været muligt at bedømme skadens helbredsmæssige følger.

Dommen

Højesteret anfører, at godtgørelse for varigt mén skal kompensere for de varige gener, som en skade har medført, og som skadelidte skal leve med resten af livet. Ved vurderingen af, hvilke ulemper i skadelidtes personlige livsførelse, en forsinket eller mangelfuld diagnose har medført, må der efter Højesterets opfattelse sondres mellem det tidspunkt, hvor den fejl, der har forvoldt skaden, er begået (forårsagelsestidspunktet), og det tidspunkt hvor ulemperne i skadelidtes personlige livsførelse som følge af den begåede fejl viser sig (virkningstidspunktet). Ved fastlæggelsen af den periode, hvor afdøde levede med følgerne af patientskaden, måtte der således lægges vægt på det tidspunkt, hvor afdøde som følge af den udiagnosticerede kræftsygdom begyndte at opleve gener eller ulemper i sin personlige livsførelse. Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets lægelige vurdering, hvorefter afdøde først fik gener fra kræftsygdommen ca. et år før sin død, hvorfor ankenævnet med rette havde foretaget fradrag i godtgørelsen med 2/3.

Vores bemærkninger

Godtgørelsen kompenserer for de varige følger idet midlertidige gener kompenseres gennem godtgørelse for svie og smerte. Det samme gælder ved erstatning for tab af erhvervsevne. Indtil det varige tab kan bedømmes kompenseres skadelidte ifølge klar højesteretspraksis gennem tabt arbejdsfortjeneste. Der må ikke være overlap jf. U.2009.138H eller huller.

Således kan man  - hvis vi skal være ”tro” mod U.2009.138H samt alle de forudgående og efterfølgende domme bl.a. U.2008.1386H, U.2014.184H, U.2016.802H og U.2016.2999H, samt U.2016.1515H – netop ikke yde godtgørelse for varigt mén inden tilstanden tillader en bedømmelse af det varige men (eller tab af erhvervsevne) og reduktionen grundet mellemkommende død tager sit afsæt i den tid man har levet med skadens følger (altså fra det er muligt at bedømme og netop ikke det tidspunkt skaden skete, det giver nemlig et overlap). 

Der er inden tilstanden kan bedømmes i henhold til EAL § 4 og / eller § 5 ikke noget forfaldent krav der kan falde i arv.

Er der et forfaldent krav der falder i arv skal det reduceres og med respekt af den tid afdøde har levet med de varige følger af skaden . Det er derfor fortsat vores opfattelse, at der skal ske reduktion grundet mellemkommende død som følger:

• De varige følger kan ikke bedømmes inden dødsfaldet – intet varigt mén eller tab af erhvervsevne der kan bedømmes og intet der falder i arv og dermed intet der skal reduceres

• Levetid i 0-3 måneder med skadens varige følger – bortfald af de varige poster (varigt mén og tab af erhvervsevne).

• Levetid i 3-6 måneder med skadens varige følger – nedsættelse med 4/5 af de varige poster.

• Levetid i 7-24 måneder med skadens varige følger – nedsættelse med 2/3 af de varige poster.

• Levetid i 2-3 år med skadens varige følger – nedsættelse med ½ af de varige poster.

• Levetid i 3-4 år med skadens varige følger – nedsættelse med 1/3.

• Levetid i cirka 3-4 år eller mere med skadens følger – ingen nedsættelse se U2005.2390H, hvor méngodtgørelsen og erstatningen for erhvervsevnetab ikke blev nedsat på grund af dødsfald ca. 5½ år efter fejlbehandlingen.

Link til Højesterets hjemmeside og dommene